Lektørudtalelse

Forfatter: Claus Bundgaard

Kali Yuga er indisk og betyder mørkets tidsalder, der beskrives som en periode, hvor menneskeheden må gennemleve en materialistisk orienteret fase for bl.a. at kunne opfinde og udvikle de teknologiske landvindinger, som den senere skal bruge i den gode sags tjeneste. Bogen er skrevet af en herboende canadier, der bl.a. arbejder for en global og økologisk bæredygtig verdensøkonomi. På sin åndelige rejse tager han læseren med på en besøgsrunde til en lang række af verdens største vismænd inden for spirituel og holistisk videnskab - Stanislav Grof, Sai Baba, Jes Bertelsen, Eckhart Tolle m.fl. Desuden trækker han perspektiver til tidligere tiders åndsvidenskabelige resultater. Forfatteren er den nysgerrige, begejstrede og uhøjtidelige guide i dette særlige univers, hvor læseren bringes til en forståelse af en dybere sammenhæng og mening med de mange forskellige og hver for sig fantastiske manifestationer og teorier, der peger frem mod et spirituelt gennembrud efter Kali Yuga. For alle læsere af new age litteratur, der er i stand til at holde flere bolde i luften på én gang