Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Kjær Schou

Redaktøren, der selv har skrevet flere bøger om folkeeventyr, har bedt 14 fremtrædende danskere om at vælge et eventyr og give det en nutidig stemme. Det er der kommet en velskrevet og interessant bog ud af for studerende og mennesker med interesse for folkeeventyr. Erhvervsmæssigt spænder de 14 danskere vidt, og deres valg af eventyr går fra de mindre kendte til de velkendte og højt elskede. Eventyrene er fra kendte samlinger, bortset fra et enkelt der ligger tæt på den mundtlige fortælletradition. Der er ikke tale om en række ensartede fortolkninger efter et bestemt koncept. De 14 bidrag afspejler folkeeventyrets universelle rummelighed, der giver mulighed for mange personlige fortolkninger. De 14 bidragydere har på meget forskellig vis reflekteret over de valgte eventyr. Hver enkelt har sin helt personlige indgangsvinkel, det være sig som forfatter, psykoanalytiker, teolog, politiker m.m. Marianne Jelved tager således afsæt i sit eventyr til en række refleksioner over kvindelige værdier i politik, mens Jan Lindhardts teologiske baggrund farver hans kommentarer til Askepot. Sprogligt er enkelte bidrag ret akademiske, mens de fleste er mere umiddelbart tilgængelige