Lektørudtalelse

Forfatter: Keld Lau Larsen

Forfatteren har i de senere år skrevet 3 historiske romaner med hver en salmedigter i centrum. Den sidste er fra 2002: Landsbybarnet : roman om digteren B.S. Ingemanns barndom og ungdom. Den slutter i 1811, hvor den vordende digter er begyndt at interessere sig for en vis Lucie, som senere bliver hans kone. Det var tydeligt at der blev lagt op til en fortsættelse. Den kommer så her med den foreliggende roman, som dog mere er en parallel fortælling. Den begynder da Lucie er 2-3 år gammel og slutter omkring 1811, da forældrene acceptererer forbindelsen med Ingemann. I 1996 udkom: Et lille levnetsløb til Bernhard af Lucie Mandix, et manuskript som er genfundet i nyere tid. Den nye roman består af 22 kapitler, hver indledt med et citat fra ovenstående manuskript. Herudfra har forfatteren så skrevet en fiktiv handling om det barnet kunne have gjort og sagt. Den holder sig snævert til familiens borgerlige tilværelse, hvor begivenhederne delvis ses i barnehøjde. Det kommer der en forbavsende helstøbt roman ud af. Tidsskildring og miljø er overbevisende og sproget er let at læse. Personskildringerne er også gode, specielt hovedpersonens psyke og udvikling står klart. Der er planlagt et 3. bind i serien