Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Jensen

Lise Nørgaard og Korsbæk har mange trofaste fans, og vi vil med fryd kaste os over denne bog, der udkommer i anledning af Matadors sølvbryllup. Seriens 24 afsnit blev udsendt 1978-1982 og er blevet set igen og igen som video, som genudsendelser og på udenlandske kanaler. Det venlige causeri er det bærende i bogen, hvor Lise Nørgaard fortæller løst og fast om serien og dens tilblivelse. Vi kommer med ind i kulisserne i Korsbæk og hører blandt andet om, hvordan man nemmest skriver en besværlig skuespiller ud af serien, og vi får den sande historie om lærer Andersens ophold på altanen. Samtidig er bogen et lille stykke kultur- og mediehistorie. Der er mange flotte fotos fra optagelserne af Korsbæk og dens beboere, og bogen slutter med en rolleoversigt og gennemgang af handlingsforløb for de enkelte afsnit. Og endelig! Endelig kan fru Nørgaard ikke nære sig men tilføjer et par kapitler, hvor hun løfter sløret for, hvordan det siden gik de gode borgere fra Korsbæk. Jeg røber her, at Laura og fru bankdirektør Varnæs flytter ind på samme plejehjem, hvor de bliver dus og drikker kaffe med hinanden Resten må I selv læse!