Lektørudtalelse

Forfatter: Jørgen Bartholdy

At beskrive hele verdens dyreliv i en enkelt bog er en ambitiøs opgave, og det er da også en ordentlig moppedreng, forlaget Aktium her sender på gaden. Men man får også noget for pengene. Først og fremmest en overdådighed af knivskarpe farvefotografier af hundredevis af dyr fra hele verden opdelt i de forskellige arter, slægter og familier. Indledningsvis orienteres vi i en række tværgående kapitler om emner som klassifikation, evolution, dyreliv i forskellige landskabstyper o.s.v. Bogen er bearbejdet for et dansk publikum af en række eksperter, men bevarer dog sit præg af international Dorling Kindersley bestseller. Beskrivelsen af de enkelte arter er skævvredet til fordel for pattedyrene, hvis knap 4.500 arter fylder mere end de flere millioner hvirvelløse dyr, der findes, men er sikkert helt i overenestemmelse med interessen blandt læserne. Anvendeligheden begrænses af bogens fysiske omfang. Med mere end 600 sider og en samlet vægt på lige under fire kilo er det ikke enhver beskåret at tumle den. Interesserer man sig f.eks. for pattedyr, kunne et rimeligere alternativ være Politikens bog om pattedyr (03/05). Ikke alene er den mere omfattende. Den er også illustreret med nøjagtig de samme fotografier