Lektørudtalelse

Forfatter: Beth Høst

Her er historie nr. 2 om Damernes detektivbureau nr. 1 i Gaborone, Botswanas hovedstad. Det drives af den djærve Mma Ramotswe og hendes sekretær/detektivassistent, Mma Makutsi. Med en henrivende blanding af logik og is i maven løser de to damer både en sag om en forsvunden amerikaner og om en bedragen ægtemand. I nærværende beretning har Mma Ramotswe, som iflg. egen beskrivelse har en "traditionel skikkelse", netop forlovet sig med den hjertensgode automekaniker J.L.B. Matekoni, der noget uventet medbringer to plejebørn. Vi har her en aldrig før set, men meget indtagende afrikansk version af femi-krimien; foruden et enkelt, helt uvoldeligt plot, er her gode skildringer fra det moderne Botswana, hvor forfatteren har undervist på det lokale universitet. Bøgerne om Damernes Detektivbureau har angiveligt uden markedsføring været højt placeret på bestsellerlisterne internationalt, og det er ikke svært at forstå hvorfor: charmerende - både personer og miljø - og en handling, der karakteriseres af sund fornuft og menneskelighed. Læseren føler sig underholdt på god og tryg vis. Lækkert udstyr og en enkelthed i sproget, der sætter ekstra fokus på charmen