Lektørudtalelse

Forfatter: Susanne Thøfner

Forfatteren, som vi bl.a. kender fra 2 bøger om dekoration med servietmotiver, kommer her med en lang række kort, bordkort og gavekort til jul, fødselsdage, barnedåb, bryllupper og alle mulige andre festlige lejligheder. Her er ikke tale om de gængse typer kort, der er udskåret i karton, men om kort, der udsmykkes med mange af de materialer, der er oppe i tiden. Til dekorationen bruges bl.a. håndgjort papir, stof, sejlgarn, perler, metaltråd, tørrede blomster, stemplede og prægede papirer, kunstfærdige computerudskrifter og skumpuder, der giver kortene et tredimensionelt udtryk. Efter et indledende afsnit om de forskellige materialer og teknikker følger bogens mange modeller med korte, mundrette opskrifter og farvefotos. Bag i bogen er skabeloner i halv størrelse til de kort, der kræver egentlige skabeloner. Bogen fremtræder indbydende, selvom layoutet nogle steder kan gøre teksten lidt svær at læse, og omslagets farvefotos giver et fint indtryk af bogens indhold. Modellerne er nye, gennemførte og stilfærdigt trendy, og bogen udgør et udmærket supplement til genren. Målgruppen er voksne med et vist minimum af fingersnilde, der godt kan lide bogens moderne stil og nye ideer