Lektørudtalelse

Forfatter: Per Månson

Langfartsskipperen starter i 1994 i det græske øhav inden han begiver sig ud på tredje - og Nordkaperens fjerde - jordomrejse, der tager sin begyndelse ved gennemsejlingen af Panamakanalen, hvorefter det via Galapagos går videre i Sydhavet. Rejsen kendes allerede af flere fra en række tv-udsendelser. Kløvedal gør ikke hele turen med, men er indimellem hjemme og ordne gård, holde foredrag og skrive bidrag til bøger m.m. Inden han igen påmønstrer i Mikronesien er han en tur i den sydnorske skærgård med gamle venner samt en tur langs Grønlands vestkyst på en af søværnets inspektionskuttere. Skipper er en født fortæller, der kan tænde udlængslen i enhver landkrabbe og han formidler godt sine egne indtryk, navigationens mysterier, lokale forhold og sine uforbeholdne meninger. Til gengæld kniber det lidt med i hvert fald min interesse, når vi får udpluk fra den hjemlige dagbog om kalkning og hesterøgt, hvor der går lidt rigeligt Ryge Petersen i pennen, men det er heldigvis kun en lille del af bogen. Som sædvanlig er der illustreret med flotte fotos, hvor der dog mangler lidt konsekvens i billedteksterne, der somme tider er næsten ordrette gengivelser af bogen og til andre tider viser steder, der slet ikke er omtalt i øvrigt