Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Sloth

Denne glimrende billedbog henvender sig til elever i indskolingen. Mange vil kunne identificere sig med drengen Lukas som skal starte til fodbold. Bogen beskriver fint hvordan han i starten er genert og nervøs; og hvordan det går over i løbet af træningen - som endda slutter med at han får scoret et mål. Sideløbende bliver Lukas gode venner med den dreng han ellers var lidt bange for i starten. Bogen er særdeles velegnet til oplæsning hjemme eller i skolen. Teksten er velskrevet, vekslende mellem replikker og indre beskrivelser af Lukas. Illustrationerne, der dominerer siderne, er gode og farvestrålende. Som en lille kuriositet optræder Lukas' lillesøsters tøjdyr på hvert opslag med illustrationer af øvelser og regler - de er glade for at han nu sparker til en fodbold i stedet for dem! Det tyske makkerpar bag bogen har ikke tidligere udgivet i Danmark. Forsiden, som viser en glad Lukas der til træningen sparker fodbolden højt op i luften, vil helt sikkert appellere til målgruppen