Lektørudtalelse

Forfatter: Susanne Thøfner

Bogens mere end 20 modeller omfatter sengetæpper, duge, vægtæpper, et babytæppe og en fodskammel. I lighed med forfatterens tidligere bøger præsenteres modellerne på store farvefotos i smukke opstillinger, der er en fryd for øjet. Fassett arbejder med enkle former og anvender oftest de gammelkendte mønstre og blokke som grundlag, men med sit gennemførte og ofte utraditionelle farve- og stofvalg forstår han at sætte sit helt eget præg på de forskellige quilts. I lighed med Patchwork (1998) er bogen udarbejdet sammen med Liza Prior Lucy, der har klippet og syet quiltene, mens Fassett har stået for designet. Mange af tæpperne anvender stoffer af forfatterens eget design, men ideerne er lige så anvendelige til andre stoffer. De fleste af tæpperne gennemgås med kortfattede, fornuftige opskrifter suppleret med tegninger og skabeloner i fuld størrelse. Den mere fortællende tekst virker mange steder sprogligt lidt tung og kluntet, men det overskygges af de prægtige farvefotos, der gør denne bog til en fornøjelse at blade i og en pryd for sofabordet. Bogen kan anvendes af begyndere, men den henvender sig især til de lidt øvede patchworkere, der har brug for ny inspiration. Til voksenbibliotekets lånere