Lektørudtalelse

Forfatter: Ida Kongsø

Selv om der ikke i næsten to århundreder har levet ulve i Danmark, er der med denne bog leveret en stor portion viden om ulvens levevis og historie med danskerne. Den fortæller om ulvens historie i Danmark fra jægerstenalderen og frem til 1813, hvor den sidste ulv i Danmark siges at være blevet skudt. Bogens første del leverer en fyldig beskrivelse af ulvenes liv og adfærd. Fagsproget her er let og flydende og suppleres på en fin måde med forfatterens subjektive vendinger, hvilket adskiller den fra andre fagbøger om ulven, og som gør den let og også hyggelig at læse. Det betyder for læseren, at man får en fornemmelse af, at ulven ikke er så styg og farlig, hvilket også er en af bogens pointer. WWF har skrevet bogens forord. Her trækkes det netop frem, at ulven er truet i Europa fordi befolkningerne her frygter den. Modstanden mod ulven skyldes måske de mange myter om dens stygge natur, men disse forsøges her manet til jorden. Bogen er god til elevers emnearbejde fra 5. kl. og op. Bogen er fint illustreret med de skønneste farvefotos af ulvene og deres unger fra Skandinavisk dyrepark i Kolind