Lektørudtalelse

Forfatter: Else Lerche

Forfatteren kendes fra bl.a. velfungerende letlæsningsbøger. Bogen her er fin at læse højt fra 5 år, og at læse selv fra 9 år. Den uimodståelige forside inviterer til nærmere bekendtskab, og bagsideteksten fungerer fint. Teksten er opdelt i afsnit, men ikke i kapitler. Linierne er ret lange, men der er luft mellem dem. Det og de mange farveillustrationer gør bogen indbydende. Illustrationerne er malet i glade, varme farver. Den runde, atmosfærefyldte streg spiller fint sammen med episoder og stemninger i handlingen. Teksten, skrevet i et letlæseligt, humoristisk hverdagssprog med megen dialog, rummer en lille, enkel historie fra den nære verden med far, søn og kat som omdrejningspunkt. De er skildret levende og ægte med hver deres personlighed. Historien vil more og fascinere, og har man kat, vil man nikke genkendende til flere af episoderne. Man lever sig ind i Marks glæder og besvær med katten Victor. Den må han passe selv, for far er lidt bange for katte. Da Victor dræber en fugl, vender Mark den ryggen, men kun til Victor kort efter bliver såret og opereret. Nu følger besværlige dage, for Victor skal holdes inde og laver mange ulykker. Far og Mark er lettede da stingene er fjernet og Victor igen kan leve sit udeliv