Lektørudtalelse

Forfatter: Lasse Andersson

En reel fagbog for de yngste elever. I 12 afsnit følger vi livet i en dansk landsby i begyndelsen af forrige århundrede. Jeg-fortælleren beretter om indretningen af et typisk husmandsted, livet i køkkenet, storvasken under gårdpumpen, slagtning og tilberedning af søndagshanekyllingen, livet i marken, smeden, skomageren, mejeriet, den lille Brugs, brandstationen og julen. Læseren får et godt indblik i et hverdagsliv på landet for ca. 100 år siden. Den korte og overskuelige tekst kan læses fra 3. klasse, men bogen kan med fordel benyttes til tæt højtlæsning og samtale allerede fra 1. klasse. Bogen er fyldt med gode farvefotos der knytter sig tæt til teksten. Udstyret virker solidt og reelt. Bogen er meget velegnet til et tema om livet i gamle dage. Jeg har ikke fundet titler for alderstrinnet der helt dækker det samme emne