Lektørudtalelse

Forfatter: Birger Hoff

Fascinationen af den tragiske beretning om luksuslineren Titanics korte og intense skæbne synes uudtømmelig. Inden for de sidste 5-6 år er der herhjemme udgivet mindst 5 forskellige bøger om emnet, alle opbygget på nogenlunde samme måde, med store dobbelte opslag, som viser Titanic i forskellige faser af sin meget korte historie, og med en rimelig kortfattet tekst. Illustrationerne har helt klart været det bærende element i fortællingerne og her kommer Ken Marschalls dramatiske billeder afgjort ind på en førsteplads. Illustratoren til denne nye beretning hedder Steve Noon, og han har helt klart skelet til Marschalls billeder, uden dog at nå den samme nerve af stemningsfuld dramatik og uhygge. Her startes med Titanic på værft i Belfast, så læseren fra omkring 12 år kan følge bygningen og indretningen. Skibets og enkelte rejsendes historie følges i en kort tekst lagt inden for billedrammen med supplerende oplysninger lagt som korte sætninger rundt om billedet. En lille opgave om at finde små enkeltheder i det store billede er der også blevet plads til. Bogen indledes og afsluttes med en mere fyldig tekst samt en lille ordliste. Vi længes åbenbart mod skibskatastrofer, så denne skal nok også finde sin plads i fascinationen