Lektørudtalelse

Forfatter: Kresten Søe Christensen

Endnu en Titanic-bog? Ja, men bestemt ikke som alle de andre. For denne udmærker sig dels i kunstnerisk kvalitet dels i en enkel og uforstyrrelig klarhed såvel i layoutet som i en kortfattet præcis tekst i velvalgte ord. Bogen er i lækkert stort format og næsten "gammeldags" i sit udtryk med kun en enkelt gigantisk illustration på hvert dobbeltopslag. Siderne er behageligt renset for afledende fragmentarisering i form af faktabokse og illustrative sidespring, men med masser af små interiører med indkig og opfordring til at gå på opdagelse i skibets rum og funktioner. Jeg synes konceptet fungerer utroligt godt og giver en sjælden intens atmosfære og flot næring til fantasien. Illustratoren Steve Noon formår på allerbedste vis at formidle indtrykket af det mægtige skib kontra de små bitte mennesker med en seriøs fascination, der suger læseren ind og klæder dette alvorlige emne godt. Egentlig tankevækkende for en gangs skyld at se, hvilken massiv gennemslagskraft et rent og enstonigt fagbogskoncept kan have, når det anvendes optimalt. Til sidst er der et lidt mere udførligt tekstafsnit, som bl.a. fortæller om eftermælet, udvalgte overlevendes videre skæbne og det senere fund af vraget. Selvlæsning fra 11-15 år og oplæsning allerede fra 7-8 år