Lektørudtalelse

Forfatter: Erik Boas Pedersen

Sangene er opstillet i alfabetisk orden, og selv om det betyder at modsætninger som Se min kjole og Sikken voldsom trængsel og alarm mødes i det samme opslag er det faktisk en god ide. Sangene er lette at finde frem til, og bagest i bogen giver en tematisk registeropstilling en oversigt over hvad der er taget med af børnesange - godt halvdelen af samtlige sange - højskolesange, morgen- og aftensange, sommersange og julesange. Det er stort set alle genkendelige klassikere, nye som gamle, 151 i alt og alle med relevante noder. Bogen fremstår dermed også som en musikalsk opdatering af den gamle De små synger. I margenen markerer et stort bogstav hvor vi er i alfabetet og hjælper i jagten på sangen, og charmerende, naive og sjove tegninger supplerer mange af bidragene. Et farvestrålende og indbydende fast omslag og en god, kraftig papirkvalitet hjælper på holdbarheden. God til privat forældre-børn brug og i institutioner som børnehave, fritidshjem og folkeskole