Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Bræmer

Inden gennembruddet som forfatter ernærede Herman Bang sig som journalist. Og også efter at hans forfatterskab tog form, var journalistikken stadig en vigtig indtægtskilde for ham. Bogen er et tekstudvalg af hans reportager imellem 1878-1904. Bogens formål er med det aktuelle tekstudvalg at indkredse det karakteristiske ved Herman Bangs journalistik. Han gjorde sig selv til talsmand for en journalistik baseret på grundig research, baseret på egne iagttagelser og formidlet i en form, hvor journalisten træder i baggrunden. Men det interessante er, at han faktisk selv gjorde sig bemærket ved at anlægge en stil, hvor han selv står tydeligt frem for læseren som en "poserende ræsonnør" og på den måde knytter an til den moderne reportagejournalistik - new journalism-begrebet. Han henvender sig endog ofte direkte til læseren. Hans journalistik befinder sig i et krydsfelt mellem litteratur og journalistik. Tekstudvalget indledes med et afsnit af Ulrik Lehrmann, hvor han sammenstykker en karakteristik af Herman Bangs journalistik. Bogen er sammenlignelig med Reportager, (83/38), hvor det er Claes Kastholm Hansen, der drager nogenlunde de samme konklusioner som den aktuelle bog. Målgruppen vil både være journalister og litterært interesserede læsere