Lektørudtalelse

Forfatter: Kent Skov

Den farverige og alsidige Kidde er mest kendt for sine rablende humoristiske og satiriske skrive- og tegnerier. Men denne gang er han ude med en af sine forholdsvis sjældne digtsamlinger - og her er vi i en anden boldgade, selvom sprælsk sprogleg og lune selvfølgelig også her til stede. Det er rejsedigte fra så forskellige steder som Australien, Grønland, Sydafrika, men også emnerne og refleksionerne følger spor, der krydser ind over hinanden i ekspressive panorerende associationer, som i det lange åbningsdigt "At runde Kap Horn": "..Ny dag i havnens helvede./buldrende metal./Himmel stinkende af udstødning/../Bremsehvin/som fugleskrig i jungle tung af liv./Kompressorhorns gjald gennem plasma af lyd./Instrumentbrætsirenernes inderligt tryglende kald.." Næsten Tom Kristensensk i sin expressivitet - og også en kende svulstigt. Kidde både rimer, leger og opfinder ord, mens han digter om naturoplevelser, store jernskibe og kærlighed, og det er aldrig uvedkommende, men foregiver ikke at ændre sindet eller verden. Andre digte er korte og aforismeagtige. Kidde digter med hjertet uden skelen til herskende lyriske trends