Lektørudtalelse

Forfatter: Lars Larsen

Flot ny fagbilledbog i forfatterens efterhånden lange serie "Barn i…", der handler om børn i andre lande. I den sædvanlige gode blanding af farvefotos og en informationsrig tekst fortæller den om en ganske almindelig dag for den 8-årige Brahim, der bor i en provinsby i det vestlige Marokko sammen med sin mor og far og to brødre. Gennem Brahims oplevelser ude og hjemme, giver bogen et fint billede af livet i det muslimske land. Han har fri fra skole og skal være sammen med sin far hele dagen. De skal købe ind på markedet og Brahim skal med hen på faderens snedkerværksted. Om eftermiddagen er hele familien på stranden. Alt bliver skildret meget nærværende og bogen giver et fint og troværdigt billede af det marokkanske samfund. Den fyldige tekst er letlæst og sat i en passende typografi. Der er god overensstemmelse mellem tekst og billeder, og bogen egner sig fint til såvel selvlæsning fra 9 år, som oplæsning fra 6 år. Det er den første bog om at være barn i Marokko