Lektørudtalelse

Forfatter: Erik Boas Pedersen

Også blandt yngre læsere og historielyttere hører gys med indbildte hekse, trolde, monstre og spøgelser til den mest efterspurgte vare. I denne bog giver 8 norske forfattere, heraf flere kendte i dansk sammenhæng, deres bud på kriblende højtlæsning, for sproget er givet for svært at binde an med for langt den største part af målgruppen på 7 - 10 år. Til gengæld er historierne tilpas spændende og gysende, så den voksne oplæser ikke føler sig for voldsom i udtrykket. Historierne tager udgangspunkt i børns hverdag, med en overbevisende historie om en lærerinde, der måske er en heks, en flaske, der måske indeholder et spøgelse, en gammel borg, et lokum om natten, en gyserhistorieopgave og en mobbende, uudholdelig pige. I det hele taget er det fantasien, omfattende mødet med kødædende monstre, underlige skikkelser i munkekutter og gladiatorer, der er drivkraften i fortællingerne og skaber gys ud af hverdagen. Det sker fortrinsvis med stor lyst og behændighed, så lytterne vil få både sjove og gysende oplevelser ud af historierne. Illustrationerne er usædvanligt gode, lever sig ind i historiernes stemning og understreger både det dramatiske og det sjove. Stærkt anbefalelsesværdig til oplæsning