Lektørudtalelse

Forfatter: Hans-Christian Uth

Første bind i ny fantasy-serie af forfatteren til serierne De udødelige, Løvindens sang og Magiens cirkel. Klichéerne og usandsynlighederne generer den garvede læser, men det vil ikke nødvendigvis gælde den 11-13-årige bogslugende pige, som vil blive underholdt på det drabeligste og udsat for alt: fra dyrisk ondskab til kvindelig intuition og snarrådighed - fra rå mandlig magt til empati mellem dyr og menneske. Bogen er velskrevet men hæver sig indholdsmæssigt ikke over banaliteterne. Den 10-årige Keladry søger som den første pige optagelse på en ridderskole. Det er absolut ikke velset blandt riddere og -aspiranter at muligheden udnyttes. Men samfundet er truet af onde dyriske skabninger, så der er hårdt brug for nye riddere. Det bliver derfor til et års prøvetid, som ingen tror på at Keladry vil kunne gennemføre tilfredsstillende. Men den 10-årige møder ikke uforberedt, og på trods af ydmygelser, trusler og farer kan første bind slutte med en drabelig kamp, heltindestatus og muligheden for nye oplevelser i næste bind. En naivistisk omslagstegning med tilhørende ornamentik anslår fint bogens stemning