Lektørudtalelse

Forfatter: Lasse Andersson

En hæsblæsende, spændende og festlig fortælling. Drengen Julius møder heksekenderen Pæremadsen ude i mosen. Den temmelig særprægede Pæremadsen ansætter Julius som medhjælper, og sammen må de forhindre at baronessen, der i virkeligheden er en heks, forvandler byens borgere til tudser og presser livskraften ud af dem i den magiske tudsepresse. Det er et forrygende kapløb med tiden, og Julius lærer en del om hekse af Pæremadsen og hans gamle ven Trampedak - en rotte der til sin store sorg er blevet forvandlet til menneske. Det er f.eks. vigtigt at vide at heksesnot gør ting til pulver. Det er Julius' hidsighed der i sidste øjeblik redder byens borgere. Da Julius' mor bliver forvandlet til en tudse bliver han så rasende at han bider heksen i næsen - og hekse er som bekendt pivede, så heksen begynder at tude, og så finder de den fjerde hekseregel: "Heksetårer gør gerningen…". Sproget er varieret og vil begejstre læsere fra 4. klasse. Bogen er meget velegnet til oplæsning. Man kan få associationer til Roald Dahls Heksene (senest 1984), men det er vel heller ikke så galt