Lektørudtalelse

Forfatter: Ingrid Jensen

Her er vi med Peter Olesen på byvandring i Ålborg, ligesom vi før har været det i København, Århus og Odense. Også her går vi gennem de mest spændende gader og bliver gjort opmærksomme på arkitektoniske detaljer og anden udsmykning. Peter Olesen ledsages af Sophie og Christian fra en 2. klasse, som spørger og kommenterer undervejs, mens de får fortalt historie og historier om det, de ser. Bogen er fyldt med flotte farvefotos i alle størrelser, der fortrinsvis viser de udvalgte og omtalte detaljer. Bogen har naturligt nok mest lokal og turistmæssig interesse, men alligevel rækker den længere ved at animere til at bruge øjnene, hvor man færdes, og se, hvad der gemmer sig i bybilledet. Selv om den i sit oplæg henvender sig til børn, indskrænkes brugsværdien ikke til en bestemt aldersgruppe, og Peter Olesens grundige forarbejde kan både udbygges her og tjene til inspiration for enhver klasse, der tager en bytur