Lektørudtalelse

Forfatter: Erik Boas Pedersen

Børns vilkår under 2. verdenskrig er et emne, der vedvarende interesserer både forfattere og læsere. Derfor er Krigens børn endnu en bog, og heldigvis endnu en god bog til stakken, hvor man af faglitterære titler især bør fremhæve Teenager i Hitlers dødslejr af Benny Grünfeld og af skønlitterære, de to udkomne i Anders Johansens sjælsrystende trilogi om "Raklos rejse". Krigens børn er otte beretninger om børneskæbner under nazisterne: om en jødisk pige, der kommer til England via Kindertransporte, en anden jødisk pige, der flygter til Schweiz, om en pige, der lever skjult i et kloster, en polsk dreng, der adopteres af en tysk familie, om en dreng, der overlever Warszawa-ghettoen, om zigøjnere i Auschwitz, om et par børn, der overlever massakren i Lidice og endelig et afsnit om Anne Frank. Alle børnene (undtagen Anne Frank) overlever, og bogen følger op på deres skæbne til i dag. Et indledende afsnit giver baggrundsviden og trækker tråde til senere konflikter. På forsiden billede af 6 af de 8 børn, og i bogen i øvrigt glimrende sort/hvide fotos, der supplerer teksten. Bagest i bogen register. Det dramatiske stof er sobert nedtonet og skildres i en berettende, nøgternt refererende tone. Smerten anes dog overalt. Bogen føjer sig naturligt til skolebibliotekets række af bøger, der fortæller om et emne med stærk fascinationskraft. Fra ca. 6. kl