Lektørudtalelse

Forfatter: Lise Lotte Larsen

Er der nogen der pusher Bror Kanin historier for tiden? For kort tid siden udkom en hel samling Bror Kanin-historier, de amerikanske slavers fortællinger medbragt fra Afrika, og her udsendes en enkelt, muntert umoralsk Bror Kanin-fortælling i den stil vi også kender fra Den gode gamle rævebog. Den har fået herlige, morsomt talende ill. af Bent Bech. Bror Kanin beder efter tur regnormen, hønen, ræven, ulven og jægeren om at måtte låne penge med løfte om at betale tilbage efter høsten. Hver giver ham det ønskede, og han solder naturligvis pengene op. Da regnormen som den første kommer og vil have sine penge tilbage, beder Bror Kanin ham vente mens han henter pengene, men i stedet går han til hønen og lover hende en lækker regnorm hvis hun går hjem til ham mens han henter pengene til hende. Sådan går han raden af långivere igennem og løber til sidst sin vej mens jægeren efter at have nedlagt ulven forgæves sidder og venter på ham. Alle dyrene – med undtagelse af regnormen som vi vel ikke forventes at føle noget særligt for – får i billederne tillagt noget grådigt og udspekuleret, så vi med lethed accepterer at de bliver så grusomt snydt. Ulven er fx fornemt pelsklædt med en ræv om halsen. Fra 3-4 år