Lektørudtalelse

Forfatter: Birger Hoff

Den meget produktive Dennis Jürgensen er igen klar med en ny ungdomsbog. Denne gang med basis i science fictiongenren, og læseren, fra 12 år og opefter, bliver da også fra starten ledt ind på emnet med et citat fra filmen "Blade runner", og da bogen indledes med at hovedpersonen starter med at tage en slurk af en hvid plasticflaske med motorolie, og samtidig føle velbehag, er læseren på: Vi har at gøre med en maskine, en robot, en replikant i skikkelse af den 19-20-årige 3.g'er Johnny. Eller har vi? Jürgensens evne til med jævne mellemrum at dreje sin fortælling i forskellige retninger forsages heller ikke i denne bog, ligesom hans små humoristiske sidebemærkninger også forbliver intakte i en ellers generel alvorsfuld tone. Johnny er overbevist om at han er en maskine med en særlig opgave til at skrive en bog i koder. Han fornægter samværet med jævnaldrende kammerater og forsøger også at undgå den store kærlighed i form af den smukke Diana Limann, men alt viser sig dog ikke helt at være som vores hovedperson forventer. Det lykkes ikke fuldstændigt Jürgensen at fastholde sit spændingsmoment, ligesom hovedpersonerne synes at flyde lidt ud efterhånden som handlingen skrider frem, men bogen skal dog nok finde vej til forfatterens mange fans