Lektørudtalelse

Forfatter: Henrik H. Pedersen

Lykkens land er endnu en erindringsroman fra McCourt og en naturlig forsættelse af Angelas aske, 1996. Vi befinder os i 1949, hvor den nittenårige McCourt, desillusioneret og dog med mod på livet, prøver lykken i New York. Romanens titel er selvsagt dobbelttydig. Amerika er mulighedernes land, men Mccourt har svært ved at slippe sin sociale arv. Han kommer til Amerika med sine dårlige tænder og betændte øjne. Han kender ikke en sjæl, han får de værste jobs og bor under kummerlige forhold. Altså en rigtig ussel immigranthistorie. Men McCourt har alligevel et ekstra talent. Han læser vægtige romaner og han går på biblioteket. Han drømmer, mens han tømmer askebægre på et hotel, om at blive en "college boy", med hvide tænder og som forstår at omgås pigerne. Det lykkes Mccourt, på mirakuløs vis, at komme ind på New York University, uden først at have taget High School. Her finder han det han drømte om hjemme i Irland, nemlig en rigtig blond Yankee-pige. Han tager sin eksamen og får job som lærer. Drømmen er fuldbyrdet. Men så nemt går det ikke. Mccourts moder og et par af hans brødre kommer også til New York. Det medfører et væld af sidehistorier fra den betændte fortid. Romanen er på en gang rørende og fyldt med sort humor. Et socialrealistisk mesterværk, som vil appellere til mange læsere