Lektørudtalelse

Forfatter: Ingrid Jensen

Der er samlet meget sammen i denne roman fra storbyens gadeliv og forskellige eksistenser og meget fra Thildes unge liv, som hun selv beretter om, somme tider distanceret i tredje person. Hendes fortælling er en collage med spredte og gentagne billeder fra et liv mellem hjemløse, med druk og narko, med venner og ikke venner, med moderens sammenbrud og mosterens sygdom og død. Lige nu kæmper hun for at holde sig clean, hun vil noget andet. Før alting gik skævt, ville Thilde synge – i koret, der fremførte Händels Messias i Grundtvigskirken, en markant oplevelse, hun havde sammen med sin moster. Det vil hun igen. I et spændende og dramatisk opbygget forløb følger vi nu, hvordan hun med sit talent og sin vilje hæmningsløst forfølger sit mål og tvinger sig adgang til sangens verden. En gadesangerinde fra det bedre borgerskab er nøglen. Hun kan bruges. Det er læserarbejde at få hold på Thildes flaksende verden, den indre som den ydre, en udfordring til følelser og forestillinger, medrivende og dybt alvorlig, også når knuderne løses. Bogen er kun for de ældste af skolebibliotekets lånere