Lektørudtalelse

Forfatter: Ole Frøslev Christensen

John Christensen, som kendes fra bogen 1864, Fra helstat til nationalstat (1998) samt bøger om Nordamerikas historie, bl.a. Nord & Syd (1996) og Blåfrakker & Rødhuder (1997), leverer med dette første bind i en planlagt serie på 4 om slaveriet i Nordamerika endnu en gang fornem og engageret historieformidling. Dette bind dækker perioden fra 1619, hvor de første afrikanere blev landsat i Virginia til den fælles unionsforfatning i 1787 efter løsrivelsen fra Storbritannien. Med stor viden og indsigt og i et godt og levende sprog fortælles der bredt, så emnet får sammenhæng og perspektiv. Tidens kolonisamfund og deres tilbliven ridses op, og vi får et indtryk af slaveriet fra oldtiden og frem til bogens periode. Danmark indgår således som en brik i sammenhængen. Ellers er det naturligvis Nordamerika, det drejer sig om, med det udtalte behov for arbejdskraft i de første koloniår. Der beskrives en udvikling fra tvangsarbejde til egentligt slaveri over den atlantiske slavehandel til negrenes rolle i uafhængighedskrigen. I skolen er det glimrende baggrundslæsning for historielæreren, men det store stof og den forholdsvis lange tekst – 126 sider er med skam at melde en lang tekst i dagens skole – vil trods et fint illustrationsmateriale (uden farver) ikke levne eleverne mange chancer. Anvist pluklæsning er en mulighed, men ellers ligger målgruppen over folkeskoleniveau