Lektørudtalelse

Forfatter: Jesper Holtoug

Så er heksen Winnie og hendes hårdt prøvede følgesvend katten Wilbur i luften igen. For tredje gang letter Winnie over skrævs på sin magiske kost. Dog er dette at flyve ordentligt selve problemet denne gang. Winnie kolliderer med både tårne og flyvemaskiner, når hun er i luften. Derfor forvandler hun sit kosteskaft til nye, uprøvede transportmidler, men lige galt går det hver gang. Winnie har nemlig et helt andet problem, som først afsløres på de sidste sider i Korky Paul og Valerie Thomas' veloplagte billedfortælling. Korky Pauls velkendte, rablende tegnesprog er som sædvanlig proppet med herlige detaljer og skøre påfund. Denne gang har hans tegninger den altdominerende rolle. Der eksisterer knap nok en historie i denne billedbog. Historien udgøres af rækken af situationer, der går galt, for til sidst at blive forløst. Teksten i billedbogen spiller blot 4. eller 5. violin. Tekstens opgave er udelukkende at binde billederne sprogligt sammen. Ethvert barn på 3-4 år vil selv kunne “læse” bogen efter at have hørt den en enkelt gang. Alligevel er dette en herlig og sprudlende billedbog. Korky Pauls figurer er originale og charmerende og billedernes små sidehistorier er både skægge og skøre. Fin underholdning for alle over 3-4 år