Lektørudtalelse

Forfatter: Birgit Hald

I samme flotte, gennemførte layout som Sangene fra Åh abe! & Pa-papegøje! (1994) og Sangene fra Tangokat & Hej Frede! (1996) kommer nu bogen med sangene fra DR's to sidstudkomne cd'er i serien. De to tidligere sangbøger bliver stadig flittigt brugt, og efterspørgslen på denne vil nok ikke blive mindre fra forældre og pædagoger til børn fra 3 år. Denne gang er alle sangene nyskrevne, og det mærkes tydeligt i såvel teksterne som melodierne. Mange er rytmisk mere avancerede end traditionelle børnesange, og teksternes indhold er absolut mere nutidigt selv om temaerne ofte er gamle kendinge som dyr, naturen, fantasi, følelser og børns hverdag. Langt de fleste af sangene er noteret i tonearter der både er lette at synge og spille i, og de er derfor ikke helt magen til udgaverne på pladerne. Nodebilledet, der er tydeligt trykt, består af melodilinien med becifringer og teksten til første vers som gentages sammen med resten af versene. Alle sangene er som sædvanlig illustreret med Jan Mogensens tegninger i douce farver og samme stil som på de to cd-omslag der også pryder bogens for- og bagside. Sangene kommer i alfabetisk rækkefølge, og bagest er der en indholdsfortegnelse