Lektørudtalelse

Forfatter: Mogens Bille

I Dingo klassiker , blå indbinding = 4.-5.skoleår, serveres i to bind eventyrklassikeren 1001 nats eventyr. I bind 1 får læseren historien om Sindbad Søfareren og Ali Baba og de 40 røvere. I bind 2 følger så Aladdin og Prins Ahmed og feen Peribanu. Den læsepædagogiske bearbejdelse er sket med udgangspunkt i Else Schiølers tekster fra Gads lette klassikere. De fire udødelige eventyr er overordentligt nænsomt og professionelt bearbejdet med stor respekt for originalmanuskriptet. De to bind har fået illustrationer af to så forskellige kunstnere som Klaus Albrechtsen i bind 1 og Erik Hjorth Nielsen i bind 2 – men begge er som altid suveræne i deres metier. Dejlig oplevelseslæsning/selvlæsning fra 11 år og med en naturlig placering i såvel skolebibliotekets basissamling, læseklinikker samt div. læseværksteder. Forsideillustrationer på begge bind indbyder læseren til en verden, der lokker med: eventyr, drama, skønhed, mystik, Østen og humor