Lektørudtalelse

Forfatter: Lisbeth Thue

Man skal være fingersnild og god med en saks for at lave figurerne i denne spændende bog, hvor der er flotte skabeloner til hele alfabetet og tilhørende figurer, der har samme forbogstav. Det kunne være et projekt for børn fra 10 år og voksne hjælpere. Man kan således lave sjove bogstavkort, uroer og navneskilte til børneværelset, institutioner m.m. – men der skal påregnes god tid til projektet. Det tog lektøren det meste af en eftermiddag at lave figurerne til 4 bogstaver, men resultatet er flot. Alle figurer er vist i farvestrålende karton, men man kan også bruge mosgummi, eller for kyndige udi træ kunne figurerne såmænd skæres i finer. Indersiden af omslaget viser hele alfabetet, og på hvert opslag er ét bogstav med tilhørende figurer vist. Der er et farvefoto af de færdigklippede figurer og de tilhørende skabeloner. Desuden er et lille vers med bogstavrim placeret ved farvebilledet. Ved bogstavet A er der skabeloner til bogstavet i 2 størrelser, en and, en appelsin, en anemone og en abe. På alle skabeloner er markeret, hvor ophænget bør placeres. I indledningen fortæller forfatteren om materialevalg, værktøj og ophængning og bagerst er en adresseliste over hobbyforhandlere. Bogen er farverig og indbyder til straks at gå i gang. Forfatteren har tidligere lavet en del klippebøger – 14 er det blevet til