Lektørudtalelse

Forfatter: Susanne Thøfner

Denne bog samler de 30 gamle nonsensvers for børn, som Johan Krohn udgav i sine Børnerim 1-3 fra 1882 til 1906. Rimene er sidst udgivet i 1973, med Arne Ungermanns illustrationer. Mange af rimene er stadig særdeles velkendte i dag, som f.eks. Skære, skære havre, Sko min hest og Klappe, klappe kage. Bogen er gennemillustreret med lidt mørke, meget farvemættede gengivelser af Frants Henningsens charmerende og stemningsfulde originale illustrationer og fremtræder pæn og indbydende med sine to gammeldags klædte børn, der læser, på det mørkegrønne omslag. I Vibeke Stybes efterord giver hun en fin introduktion til disse klassiske børnerim samt til både Krohn og Henningsen og fortæller, hvordan disse nonsensvers ikke forældes, selvom nogle begreber og ord ikke længere kendes af børnene. Børnerimene vil give forældre – og måske især bedsteforældre – et nostalgisk og frydefuldt tilbageblik til deres egen barndom, men samtidig fortjener disse små klassikere også at leve videre hos børnene, og her henvender bogen sig til børn fra ca. 2 år