Lektørudtalelse

Forfatter: Jesper Holtoug

En flot udstyret billedbog med lækre billeder og en moraliserende fortælling om forandring med mådehold. Nok er forandring godt, men der er nu også noget, der er værd at holde fast ved, fortæller fablen. Hovedpersonerne er en blandet dyreflok fra den afrikanske savanne. Denne scene er fuldstændig betydningsløs for historien, men flot for billedscenografien. De fire forskellige dyr er venner, og venner kan blive utrygge, når én fra flokken pludselig skiller sig ud. Det er skilpadden, som drives af et ønske om forandring. Hun vil simpelthen gerne se lidt lækker ud, så hun kryber ud af sit skjold og køber i stedet noget smart tøj. Nu er det bare sådan, at skjoldet faktisk tjener et praktisk formål. Måske er der en grund til, at man ser ud som man gør. Måske kan det nye og det gamle forenes. Det er med andre ord en snusfornuftig morale om konsensus-tænkning, vi her har med at gøre. Men først og fremmest er det en billedbog om venskab og om hjælpsomhed og forståelse blandt venner – også når man får lyst til forandring. Kesslers illustrationer er delikate. De store, detaljerige malerier er kombineret med spinkle kontur-tegninger, der effektfuldt angiver bevægelser og spøjse handlinger. Flot billedbog, som vil henrykke billedkiggere og medlyttere i 4-8-årsalderen