Lektørudtalelse

Forfatter: Lis Pedersen

Rygproblemer kender en meget stor del af befolkningen til. S og T Rosenberg har en klinik for kraniosakral terapi, Rolfing og Rosenberg-metoden og har kurser for fysioterapeuter. De giver her en række øvelser, som kan afhjælpe eller lindre mange af lidelserne. Ved at styrke rygmuskulaturen hensigtsmæssigt kan endog operationer for diskusprolaps undgås og man kan bevare sin førlighed uden store smerter. At få en sund ryg kræver udholdenhed, for ryggen skal bære stor vægt og musklerne skal forblive i samme stilling i lang tid ad gangen. Hertil benytter de isometriske øvelser, hvor det handler om at holde stillingen i længere tid. Desuden bruger de strækøvelser, som er nødvendige, da mange har forkortede og spændte muskler. Øvelserne ledsages af fotos og er fint beskrevet, tekst og billede stemmer godt overens. Sidst i bogen er der en liste med forklarende tekst over en række behandlingsformer og terapeuter, som kan anvise alternativer til deres metode. Bogen holder samme fine niveau som S. Rosenbergs Aldrig mere stiv nakke, 1992 og 1997