Lektørudtalelse

Forfatter: Walther Knudsen

Fotografisk billedbog om den noget eksotiske idræt kaninhopning, som har sit danske centrum i min hjemby Horsens, hvad jeg noterer med slet skjult stolthed! Dyrlæge Jørgen Larsen så kaninhop i Sverige og introducerede sporten herhjemme i 1993. Vi følger de to drenge, Anders og Rasmus og deres kaniner Karla og Ninka og får således en masse gode råd om bygning af kaninbure, pasning og træning af kaniner og syning af en kaninsele. De farvestrålende forhindringer, som kaninerne skal hoppe over, fabrikeres af drengenes mor. Der er ikke byggevejledning til dem alle, men det skulle alligevel være muligt at kopiere dem uden stort besvær. Afsluttende en kommenteret litteraturliste. Normalt giver en kanin ikke sin ejer megen respons, men denne sport kan bringe lidt sjov og spænding ind i kaninholdet. En hyggelig familiebog, der kan bruges selvstændigt fra 11-12 år