Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Jensen

Pil Dahlerup sætter her middelalderens litteraturhistorie i nyt lys. Hun vedkender sig den litteratursociologiske tradition, men lægger vægten på det kunstneriske og eksistentielle i sin læsning af middelalderens tekster. Det betyder nye tolkninger af kendt stof (blandt andet folkeviserne) og etablering af nye genrer (for eksempel visioner) i forhold til tidligere litteraturhistorier. Niveauet er højt, og værket vil især kunne bruges af studerende på videregående uddannelser og af ihærdige elever på gymnasium og HF. Der er lagt vægt på at skabe sammenhænge i stoffet, men værket fungerer også fint til opslag: Det har omfattende indholdsfortegnelse, registre over personer, værker og emner samt litteratur- og billedfortegnelse. Læsningen lettes af god typografi, inddeling i overskuelige afsnit og et smukt og relevant billedmateriale. Den eneste anden nyere samlede fremstilling af dansk middelalderlitteratur er bind 1 og 2 af Gyldendals ni-binds Dansk Litteraturhistorie (2. udg. 1990), som er skrevet på et litteratursociologisk grundlag, og som derfor adskiller sig væsentligt fra dette værk. Ifølge forlagets katalog er det planen at føre litteraturhistorien op til nutiden i løbet af de kommende år