Lektørudtalelse

Forfatter: Else Kristensen

Så er turen kommet til bronzealderen i serien De små fagbøger. Bogens 32 sider er opdelt i 12 afsnit, Hvoraf kun kapitlet om landsbyen og det om klædedragten er på mere end to sider. Indledningskapitlet om gravhøje starter i nutiden med en beskrivelse af højene i det danske landskab, og i det næste hører vi om bonden, der ønsker en gravhøj på marken fjernet, så han kan komme til at dyrke jorden. Under gravearbejdet støder han på en kiste - Egtved-pigens kiste, som nationalmuseets folk graver fri og åbner. Og så fortsættes ellers med en gennemgang af, hvordan man levede i Egtved-pigens landsby - hvilke dyr de havde, hvad de dyrkede, og hvordan de gik klædt. Siden får vi at vide, hvor bronzen kommer fra, og hvordan man laver ting af den både til pynt og til nytte. Til sidst noget om offergaver og helleristninger, og på sidste side et stikordsregister. Tegningerne er i rare afdæmpede farver, og de supplerer teksten på bedste vis, men giver også i sig selv mange oplysninger. De få fotografier falder også fint ind i sammenhængen. Teksten er enkel og dermed let at forstå. Den er to-spaltet og afsnittene er meget korte. Der er ikke stavelsesdeling. Kun lange sammensatte ord er delt. Målgruppen er de yngste børn i skolen. En dygtig læser i 2. klasse vil kunne læse selv, hvis emnet interesserer. I 3. klasse, hvor historieundervisningen starter, vil de fleste elever kunne få udbytte af både billeder og tekst