Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Tetsuos motorcykeluheld i bd. 1 bliver den katalysator, som kommer til at udløse nogle stærke psykiske kræfter i hans indre. Det er kræfter, som militæret gerne vil have kontrol over; men foreløbig har ikke engang Tetsuo selv styr på de dødbringende energier. Tetsuos ven, Kaneda, er i fuld gang med at involvere sig i Neo Tokyos undergrundshær - primært på grund af sin betagelse af den kønne Kay - og det bringer ham på kollisionskurs med hæren. Indtil videre er den magtfulde "Oberst" dog mest interesseret i rygterne om Akiras snarlige opvågnen. The plot thickens... Otomos dynamiske og fortættede tegnestil egner sig fortrinligt til at formidle den medrivende og højdramatiske intrige, og forfatterens personlige fortællestil, helt uden brug af indskudte regibemærkninger, medvirker til at øge det opskruede læsetempo yderligere. Handlingen bevæger sig virtuost fra klimaks til klimaks i denne forrygende underholdende serie for unge og voksne. Men kunne forlaget ikke gøre læserne den tjeneste at starte hvert nyt bind med et resumé af de forudgående begivenheder - som man har gjort det i den amerikanske udgave af værket. De mange fremmedartede japanske navne gør det ikke ligefrem lettere for læserne at holde styr på den i forvejen indviklede handlingsgang