Lektørudtalelse

Forfatter: Else Kristensen

Så er den tredje bog iomslagsserien Små bøger om store personer på banen. Spændende som nogen roman er denne biografi om Martin Luther Kings omtumlede tilværelse fra han som 17-årig beslutter at blive præst til han bliver myrdet som 39-årig. I indledningskapitlet får vi lidt historie og noget om MLK's baggrund. De næste 12 afsnit er kronologisk opbygget. De fleste vil nok læse bogen i sin helhed, men den meget detaljerede indholdsfortegnelse gør den også anvendelig som opslagsbog. Sidst i bogen er der 4 sider med årstal for vigtige begivenheder, et meget nyttigt leksikonafsnit og en litteraturliste. I korte, overskuelige afsnit skildres en stor personligheds indædte kamp for menneskerettighederne, hans mod og hans afsavn. Også hans kone Coretta står stærkt. Bogen er handy og lavet af kraftigt, glittet papir, og de sort/hvide illustrationer består af fotografier og tushtegninger. I skolen vil bogen være anvendelig i historie- og kristendomsundervisningen og især i forbindelse med emne- og projektopgaver. Fra 7. klasse og opefter