Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Bræmer

En meget detaljerig og informationsmættet bog dels om personen Martin Luther King, dels om kampen for de sortes borgerrettigheder i 50'ernes og 60'ernes USA. Aktioner skildres indgående. Utallige personer, som var nøglepersoner i de enkelte protester, nævnes ved navn. Datoer og tidspunkter præciseres, selv kunstnerne, som optrådte ved arrangementerne nævnes i den rækkefølge, de optrådte. Så alt i alt er det en komprimeret bog, der sit relativt lille omfang til trods giver en god beskrivelse af racemodsætningerne og -kampene. Tre danskere, som alle har været i begivenhedernes centrum giver en personlig skildring af tiden og begivenhederne sidst i bogen. Der findes detaljeret indholdsfortegnelse, litteraturliste, tidsliste og et meget anvendeligt leksikonafsnit, der repeterer alle de mange forskellige forkortelser på diverse bevægelser og sammenslutninger. Et stikordsregister mangler. Bogen er illustreret med sort/hvide fotos og små, lidt barnlige stregtegninger. Den har et lille handy format og kommer i Tommelidens biografiserie. Bogen kan bedst sammenlignes med Søren Mølstrøms Martin Luther King, 1994. Emnet er et af de årligt tilbagevendende i diverse projektopgaver, specielt på det gymnasiale niveau, så den hører hjemme på folkebiblioteket, men bestemt også på gymnasiebibliotekerne