Lektørudtalelse

Forfatter: Steen Agger

En fagbog om de tropiske koralrev. Titlen refererer til, at der her findes et så rigt dyre- og planteliv, at det kan sammenlignes med de frodige regnskove. Bogen starter med en lille fortælling om, hvordan James Cook i 1770 opdagede Great Barrier Reef i Australien, da hans skib grundstødte og nær var forlist. Herefter fortælles om koralrevenes placering på verdenskortet, om deres dannelse og om det mangfoldige dyreliv med de mange smukke - og farlige - arter. Der er også et afsnit om Darwins studier af korallerne og om trusler mod revene. Bagest findes stikordsregister. Bogens illustrationer består af nydelige akvarellignende farvebilleder. En god bog om et af naturens mest farvestrålende og spændende områder. Fortrinsvis til selvlæsning for naturinteresserede børn fra 5. klassetrin. Det er nogle år siden, der sidst udkom bøger om emnet. I 1992 var det Barbara Taylors Koralrevet, der fortæller mere indgående om udvalgte arter, men ikke så meget om selve revene, og tilbage i 1989 kom Lionel Benders ret kortfattedeLivet på et koralrev