Lektørudtalelse

Forfatter: Bo Knudsen

En pæn fagbog for børn fra ca. 6 år om produktion af økologiske æg. Forlaget kan som sædvanlig præsentere en indbydende fagbilledbog om et nyt emne. Der findes ingen tilsvarende bøger om æg. Bogen har flotte og velvalgte farvebilleder, der er trykt med vegetabilske farver på genbrugspapir, i fin overensstemmelse med bogens formål. I serien om økologiske fødevarer er vi nået til de Ø-mærkede æg, som vi følger fra hønsestald til forbruger. Den 7-årige Stig bor på en gård, hvor der er 22.000 høns. Han er med i stalden, i markerne, i pakkeriet og i rugeriet. Forfatteren forklarer nogle forskelle på økologisk og ikke-økologisk landbrug og fremhævernøkologien som det naturlige. Jeg synes, man får en god og grundig præsentation af emnet. Men bogen er absolut en fagbog, der gør sig bedst i forbindelse med et emnearbejde om fødevarer eller lignende. Teksten er ikke svær, men den er ret lang og med mange forklaringer. Jeg tror, at hvis bogen skal bruges til fornøjelseslæsning, vil det kræve både en vis alder og en særlig interesse hos det barn, der bliver læst op for. Bogen er udgivet med støtte fra flere ministerier, og der er to afsnit om økologi rettet til den voksne formidler