Lektørudtalelse

Forfatter: Vibeke Axelsen

Denne indbydende bog vil arbejde på to fronter nemlig den musikalske og den sproglige. Det slipper den yderst godt fra at gøre. Indholdet er meget velvalgt i forhold til disse mål. Bogen forudsætter, at bevægelserne og handlingerne i sanglegen styrker sprogets lagring i hukommelsen, fordi ordene arbejdes ind under huden. I et musikalsk og sprogligt arbejde med børn er man særdeles godt hjulpet med denne helstøbte bog som grundlag. Indholdet er stilet mod en målgruppe, som er børn fra 1 til 8 år samt til (bedste)forældre, dagplejemødre, pædagoger og indskolingslærere. Den indeholder kendte og mindre kendte børnesange, rim og remser. Sangenes melodier er skrevet på noder med becifringer, og der er forslag til danse- og sanglege. Sangene er indspillet på en medfølgende cd. Ydermere indeholder bogen teoretiske afsnit om børns sproglige og motoriske udvikling samt et lektionsopdelt afsnit, hvori der præsenteres 7 forskellige vinkler på musiske udtryksformer. Bagest i bogen findes opskrifter og mønstre på fingerdukker etc. Hele molevitten er krydret med Dorte Karrebæks velkendte og fantasifulde tegninger