Lektørudtalelse

Forfatter: Henrik H. Pedersen

Marie Lund, Ph.D.-studerende og novelleforfatter, har skrevet en oplysende, læsevenlig og velstruktureret bog om novellen. Bogen er skrevet på grundlag af forfatterens speciale og er primært skrevet med henblik på yngre studerende ved højere læreanstalter. Bogen er en introduktion til emnet og giver samtidig læseren analytiske redskaber til novellelæsningen. Forfatteren bruger i fremstillingen den diakrone metode, der tager højde for novellens forskelligheder og historiske variationer, fra Boccaccio over den romantiske tyske novelle til den postmodernistiske amerikanske short story. I bogen diskuteres også nyere danske noveller og således kommer bogen godt omkring det litteraturhistoriske. Med læsninger af Kleist, Tjechov og Lønn giver forfatteren praktiske eksempler på tekstanalyse. I et kapitel om analytiske begreber er desuden medtaget tekstanalyse af Boccaccio og Goethe. Bogens tekstlige layout er også værd at fremhæve idet der i sidernes margen, og i tilknytning til selve teksten, er begrebsforklaringer på forskellige emner. Litteraturlisten er fyldig og delvis kommenteret, så der er givet et godt grundlag for at arbejde videre med emnet. Bogen må siges at indeholde den bedste samlede fremstilling om novellen på dansk