Lektørudtalelse

Forfatter: Bo Knudsen

Denne nye juleklippebog for børn skal nok blive lige så populær som de mange tidligere klippebøger fra duoen Holck & Ilsfort. Bogen ligner i opbygning, layout og sværhedsgrad de tidligere. Klare farvebilleder viser de færdige klip. Modellerne er i fuld størrelse med nummererede dele, og på små oversigtstegninger ser man, hvordan de samles. Indholdsmæssigt ligner bogen deres Juleklip for børn fra 1992, uden at den gentager sig selv. Der er vinduespynt, mobiler, kort og lidt klip til juletræet, mens der ikke er så meget bordpynt. Ideerne er søde og børnerettede med temmelig mange farver. Almindeligt karton, en saks og rigtig god tid er, hvad der kræves til de fleste af modellerne. Nogle af modellerne er, selvom de ikke er specielt indviklede, ret omfangsrige og med en del smådele og detaljer. Børn fra ca. 6-7 år kan med voksenhjælp lave noget sjovt, mens de 10-11 årige kan forsøge sig på egen hånd. En stor gruppe brugere vil dog være voksne, der klipper noget til børn