Lektørudtalelse

Forfatter: Lars Aagaard

En lykke for børn er det, at focus på indlæringsvanskeligheder, koncentrationsbesvær og problemer med jævnaldrende i disse år flyttes fra familiens måde at fungere på eller skærpede krav i opdragelsen og over på forståelsen af hjernens rolle for udviklingen. DAMP, autisme, dyslexi, tics og tvangssyndromer er emnerne for denne grundlæggende fremstilling, præget af et helheds- og behandlingssyn. På grund af sit sprog, som er klart, men med mange fagord, og sin systematiske opbygning er bogen hovedsageligt er rettet mod udannelsessøgende og fagfolk, som har nok at se til, alene med 1% af en børneårgang, som har DAMP i svær grad, og 4%, som har det i mild grad. Der er da også kommet en del bøger om emnet allerede, men de overflødiggør på ingen måde denne. En indledning om neuropsykologi og hjernens måde at arbejde på følges af 2 store afdelinger med henholdsvis oversigt over ovennævnte dyndromer og med diagnostik, hele tiden holdt op mod relevante behandlingsformer med roller til alle i børnenes omgivelser. I slutningen en liste med 4 interesseorganisationer, en god ordliste og 62 henvisninger til dansk, svensk og engelsk litteratur fra 80'erne og 90'erne. Det er engagement og vidsyn, der bærer fremstillingen, med det tydelige mål at være til gavn for børnene ved en nøje kortlægning og en bredspektret indsats, hvor alle led inddrages. Jeg tror, bogen vil finde sin plads lige for hånden hos mange fagfolk