Lektørudtalelse

Forfatter: Anne Grete Jacobsen

Det lader til, at Tove Ditlevsens forfatterskab er ved at få en renæssance her i 80-året for hendes fødsel. Ihvertfald bliver hele hendes forfatterskab genudgivet, og der er bebudet 2 biografier om hende. Karen Syberg er kulturjournalist ved Information , og det er en meget vigtig og vellykket bog, hun har lavet om Tove Ditlevsens liv og forfatterskab. Hun går meget tæt på personen og forsøger at trænge bag om de mange myter, der findes om Tove Ditlevsen. Hun bygger sin biografi både på T.D.s egne værker, på andre skriftlige kilder og på samtaler med mange personer, som har kendt hende. Som de fleste ved, var Tove Ditlevsens liv fyldt med dramatik. Hun voksede op i fattige kår på Vesterbro, hun måtte kæmpe for at blive digter, og hele hendes liv var fyldt med op- og især nedture, med alkoholisme, narkomani og talrige selvmordsforsøg. En af Karen Sybergs pointer er, at T.D.s forhold til sin mor var præget af, at T.D. var usikker på, om hun var elsket, og denne usikkerhed fulgte hende resten af livet. En anden pointe er, at T.D.s skæbne var betingelsen for at hun kunne skrive, som hun gjorde det. Udover at bogen er spændende læsning i sig selv, vil den uden tvivl også blive anvendt til opgaveskrivning på gymnasie- og hf-niveau og lignende