Lektørudtalelse

Forfatter: Mogens Bille

Dette er en ny antologi, som tilbyder tolv af vore litterære klassikere i nænsomt, læsebearbejdet form. Og jeg tror, at forlagets intiativ vil blive hilst velkommen af mange specialundervisnngslærere på de ældste klassetrin, lærere med undervisning for tosprogede samt alle der har med undervisning af voksne læsesvage at gøre. Antologien præsenterer nationale koryfæer som: Holberg, H.C. Andersen, Wessel, Blicher, Oehlenschläger, Heiberg, J.P. Jacobsen, Karen Blixen, Saxo og Pontoppidan. Endvidere er folkeeventyret Dugen og tasken samt folkevisen Hagbard og Signe med i samlingen. Til hver tekst gives en kort litteraturhistorisk bibliografi. Forsideillustrationen viser den folkekære Buster Larsen i hans uforlignelige Jeppe i Jeppe på bjerget. Endvidere er hvert bibliografisk afsnit illustreret af enten et maleri eller fotografi af forfatteren. Som allerede nævnt er klassikerne yderst nænsomt bearbejdet, så der er ikke gjort vold på værkerne nogen steder. Samlingen vil utvivlsomt også blive hilst velkommen af mange dansklærere på 8.-10.klassetrin. Lige velegnet til fælleslæsning som til oplæsning